Under jordens dybder – Episode et: Det skræmmende mørke

Det blev vanskeligt at trække vejret.

Overalt omkring os var der kun mørke – en slags mørke, hvor selv tanken om lys føltes absurd. Vand dryppede fra de fugtige vægge, ekkoende lyde fyldte luften, og nu og da et fjernt skrig fra en ukendt skabning ... det var nok til at lamme sindet.

Min hånd var på klippen. Kold, våd og rystede mærkeligt. Måske var det min fantasi – eller måske bevægede væggen sig faktisk.

Professor Lidenbrock var et par skridt foran. Han holdt en fakkel, men dens lys afslørede kun hans ansigt – alt andet blev opslugt af skyggerne.

„Stop!“ sagde jeg med en knækket og anstrengt stemme. „Noget… noget bevæger sig længere fremme!“

Professoren vendte sig om for at se på mig. Der var ingen frygt i hans øjne – kun undren. Som om han havde ventet på netop dette øjeblik i årevis.

"Vi er tæt på ... Jeg kan mærke det, Axel. Hemmelighederne i Jordens kerne kalder på os."

Jeg kiggede tilbage. Vores ledsager Hans sad tavs op ad væggen. Hans ansigt var gennemblødt af sved, hans øjne var tomme. Han havde ikke sagt et ord i den sidste time, bare stirret i samme retning.

Så pludselig rystede jorden.

Meget svagt, som om en kæmpe skabning vågnede under os. En dyb lyd kom fra revnerne i væggen – noget der var uden for menneskeligt sprogs fatteevne.

Vi tre stirrede på hinanden. I dette mørke føltes alt som en fjende – selv vores egne skygger.

Og hvordan begyndte alt dette?

For to måneder siden sad vi i et gammelt bibliotek i Hamborg. Det samme bibliotek, hvor vi fandt den skjulte besked i en slidt bog – en besked, der fik os til at foretage denne rejse. En rejse, hvor hvert skridt efterlod Jorden og tiden ... og hvis ende måske er her – midt i dette mørke, denne stilhed og denne frygt.