Episode to: Hemmeligheden bag den forseglede tunnel

Der faldt nu vanddråber ned på vores fakkel. Ilden var lige ved at gå ud.

Vi stod i en smal tunnel – så smal at professorens skulder havde skrabet mod stenen, og Hans' ryg blev ved med at ramme loftet. Min vejrtrækning blev uregelmæssig. Ilten i tunnelen smagte anderledes – som om luften tilhørte en anden tid.

Så skete der noget ... noget, der sendte is ned ad ryggen på os.

Tunnelmundingen bag os var forseglet.

Der var ingen lyd, ingen rystelser. Den passage, vi lige var kommet igennem, var nu fyldt med sten, som om stien aldrig havde eksisteret.

"Hvordan ... hvordan er det muligt?" mumlede jeg.

Professoren løftede faklen højere, og i det flimrende lys så vi noget – ridser på tunnelens væg. Som om nogen – eller noget – havde forsøgt at kradse sig vej ud med søm eller kløer.

Hans sagde med rystende stemme: "Disse mærker ... de er friske."

Jeg trådte tættere på væggen og rørte ved den – stenen var fugtig, og ridserne var sandelig friske. Nogen… eller noget… havde forsøgt at flygte herigennem.

Professoren tog en dyb indånding. "Det her er ikke bare naturlige formationer, Axel. Disse stier ... tror de."

"Tror de?" spurgte jeg chokeret.

"Ja ... nogle gange åbner de, nogle gange lukker de. En kraft hernede leder os - og den vil have os et sted hen."

Jeg tog faklen og trådte dybere ind i tunnelen. Vandet susede under min hæl, og luften var tyk af en mærkelig lugt – noget i retning af forrådnelse ... eller måske noget, der længe havde været begravet.

Så hørte vi det – en svag, konstant raslen … som om noget massivt kravlede, langt under os.

(Tilbageblik)
For to uger siden ankom vi til Reykjavík. Islands hovedstad – rolig på overfladen, men vi vidste, at vi kun var gæster der i et par dage. Derefter ville vores rejse føre nedad – langt, langt ned.

Vi havde kun pakket det essentielle: tørret mad, vand, lommelygter og et kort – det samme kort, der pegede på mundingen af en udslukt vulkan, der siges at være nøglen til vores rejse.

Professoren var tilfreds. Han jagtede ikke bare Jordens hemmeligheder – han søgte bevis på sin viden.

Mig? Jeg var kun interesseret i at finde vej tilbage.

En lyd gav genlyd i tunnelen igen – tættere nu.

Vi tre pressede os sammen. Faklen blafrede. Vi holdt vejret og lyttede.

Og så ... så vi en skygge bevæge sig.